Vegetarisk Festival // Hej fra Sys // Kokset opskrift!!

Hej venner

Søde Peter har opfordret mig til at skrive et lille pip herinde på siden, både fordi det er hyggeligt, men også fordi vi begge gerne vil fortælle jer om mit næstekommende spillejob: Vegetarisk Festival i København, Tiøren på Amager.
I kan se deres hjemmeside på vegetariskfestival.dk
Den er flot, men jeg kan ikke finde ud af at linke til den. HeJJ.

Jeg spiller fredag aften og glæder mig som en lille hvalp. Inden vi fanger an med det rent musikalske, er der en såkaldt talk med mig, om det at leve vegansk. Det sker kl 18, koncerten sker kl 20.30.

Jeg elsker grøntsager og jeg elsker jer! Håber vi ses på næste fredag.
(Altså, at I mennesker kommer, grøntsager bliver der masser af, det ved jeg.)

Siden jeg gav næsten alle mine ting væk i 2016 har jeg ikke haft nogen kogebøger. Kun 1, som Peter har givet mig i gave, tak for den, Peter!
Det fungerer faktisk virkelig godt ikke at følge en opskrift, for det er sjovt at opfinde mad selv, men jeg vil alligevel lige dele en ret som jeg bliver ved at vende tilbage til.

Den er inspireret af den Ayurvediske tradition, og er således ikke bare sund men decideret anti-inflammatorisk (!), velsmagende og af den art måltid som man ikke får lyst til at gå i seng umiddelbart efter at have indtaget.

Kokset opskrift på en ris-ret/ris-salat som er meget spisværdig!

Basmatiris / brune ris / quinoa / mungbønner / boghvede (vælg din yndling eller bland flere slags) koges efter anvisning.
Smid gerne lidt salt, en halv kanelstang og lidt hel kardemomme ned i vandet.
Tag de sidstnævnte op bagefter, de er svære at tygge.

Hvornår du koger afhænger af hvorvidt du har lyst til kold eller varm mad, og hvad tid du gerne vil spise.

Rist nogle af dine yndlingsnødder og frø (2 spk nødder pr person og 1 spk frø) på panden og lad dem køle af.
Rist fennikel-frø, koriander-frø, hel spidskommen og sort peber på panden til det dufter, kør det igennem krydderikværnen eller dunk det småt i morteren.
(Du kan også bruge stødte krydderier, det er nemmere men ikke lige så velduftende og tidskrævende.)

Bland varme eller kolde ris/quinoa/etc med en sjat god oliven- eller mandel-olie, samt med nødder og frø og krydderier og tilsæt nu alt hvad du har lyst til at grønt, incl friske krydderurter.
Frisk koriander er et must for mig, men hvis du ikke kan lide det kan du bruge alt muligt andet.
Jeg plejer at smide en hel pose babyspinat (den der er vasket, tak til nogen for at opfinde dette!!), et halvt fennikelhoved i tynde skiver, lidt friske forårsløg og hvad jeg ellers har tilbage i køleskabet af dims, fx en halv squash. Alle grøntsager passer ind.

Jeg ved det lyder kedeligt, men det smager seriøst godt. Jeg kan leve af dette mad resten af mit liv, uden at kede mig i munden.
Det kan anbefales at marinere (fx i ingefær, soya og chili!) lidt tofu eller tempeh, og stege det for så at servere det ved siden af. Så sker der lidt mere.
Jeg behøver nok ikke skrive det, men jeg spiser udelukkende økologisk. Simpelthen fordi jeg elsker min krop. Det er måske stadig lidt dyrere, men man sparer også mange penge når man ikke skal købe kød.

Jeg har stor glæde af at spise “levende” mad for tiden. Ting der ikke har været igennem ethundrede processer for at blive til noget andet and det var, da det forlod jorden/træet/busken.
Når det så er sagt er jeg forgabt i Naturli’s Fishy Burger. Sheeeeiiiiiit, det smager godt. Og så slipper man for at få en bid der smager af fisk på den dårlige måde, sådan som jeg huske det fra min barndoms fiskepinde. Plus at man ikke dræber en fisk. Dobbelt-optur.

Hvis du har læst med så langt her, så vil jeg gerne tage min virtuelle hat af for dig og give dig et pote-kys.

Håber vi ses på Vegetarisk Festival 2018.
Kærlighed fra Sys

Her er et foto hvor jeg er ude at sejle på en tysk sø. Jeg er glad.

HOLD DIG ORIENTERET

FLERE INDLÆG

Sys Bjerre går duo

Sys Bjerre og Peter Lützen underskriver kontrakt med Universal Music Danmark.