22.12.11 (Sys Bjerre) santablog
klokken er 10.52
åh ja.
så det kan jeg ligeså godt sige som det er.
jeg gik i spagat (eller var det mon split?) midt på strøget igår.
ikke kønt, og ikke med vilje.
men faktisk heller ikke smertefuldt. er åbenbart smidigere end jeg troede.
muligvis noget at gøre med min fortid som balletdanser. vent… nåhr nej, det var min søster. jeg var spejder, brugte briller og gik meget på biblioteket.
hm.
MEN manglen på smerte kan også godt hænge sammen med at splitspagaten blev semi-bremset af MEGET stramme jeans.
sidenote om meget stramme jeans: der er nok mange mænd som ikke tænker over det, men nik og jay har dog engang spurgt ”hvordan fik du den røv i de pants? (baby baby yes)”. og det er jo netop det. hvordan fik vi den røv i de pants? jeg skal fortælle dem hvordan.
STOP siger en lille stemme i mit baghoved. det kan jeg jo ikke.
nu har vi kvinder igennem årtier gjort alt for at hemmeligholde den liggende, hoppende, splitspagatende, svedperlefrembringende decideret Uladylike KAMP det er at iføre sig et sådant par busker.
jeg vil slet ikke gå i detaljer.
hvorfor har man også altid lige taget creme på?
men mit lille move på strøget var faktisk meget kærkomment, da det helt klart hjalp strømpebukserforklædtsomdenim endelig på plads.
så det er jo godt nok.
roommate’s kæreste (som grinede meget meget højt af min akrobatik) mente at der nok var nogen der havde snottet/spyttet på gaden og at det netop var i denne klat at jeg havde sat hælen af min cowboystøvle.
ad tænker man først.
men så alligevel.
tak for hjælpen, tænker man så.
så fra at HADE når folk renser ud i svælg på offentlig vej og sti, er jeg nu gået over til at sige “bare snot ud, ven”.
for måske kan disse små gelefælder hjælpe andre piger, hvis jeans stadig ikke er kommet helt på plads. smørelse.
ad.
kl 11.07
har færdiggjort alle julegaver. strikket sweater faldt i god jord hos roommate.
hurra!!
han gav mig et nodehæfte med alle sangene fra taylor swifts første album.
hurra!!
jeg skal love for at der er blevet sunget og spillet til den store guldmedalje herhjemme siden.
det smukke ved taylor swift (ud over at hun er begavet med et ydre som leder tankerne hen på nyfalden sne og duften af my little pony) er at hun skriver sange med meget få akkorder -ikke ulig nogen vi kender, læs: mig- og mest med de gode akkorder – læs: dem jeg kan på guitaren – så det er bare at tage fat fra en ende af.
nu har man jo også mødt taylor i virkeligheden. (jeg kalder hende bare taylor. taylor. taylor og jeg….)
ja ja, det er såmen sandt nok.
mig og roommate fik en meet n greet med prinsessen af countrypop herself, i o2 arena i london.
jeg var så spændt at jeg næsten ikke kunne vente.
nåede også at smide billetterne til koncerten væk i bare iver.
forestillede mig taylor og jeg siddende backstage med en lille paraplydrink. udvekslende anekdoter, grinende sammen og efter flere timers hygge ville vi være hjerteveninder for evigt. taylor og jeg.
virkeligheden så lidt anderledes ud.
faktisk var roommate og jeg 2 ud af virkelig mange britiske teenagere der skulle møde taylor. skuffende.
eneste måde man kunne se forskel var at vi var 4 hoveder højere end resten af de fremmødte. og ikke britiske.
eller, det vil sige roommate var. (højere altså, han er ikke britisk. han er faktisk tysker)
jeg er på højde med britiske teenagere.
det gik med LYNETS hast! alle tudede (ikke taylor selvfølgelig) vi fik taget foto, fik et plektor af hendes far og et signeret billede.
ingen drinks med paraplyer, ingen hyggesnak, ikke nogen ny hjerteveninde der. øv.
til gengæld ligner jeg, som roommate senere påpegede, på førnævnte fanfoto utrolig meget en lille dreng iført en orange sæk, ved siden af det flotte kæreste par som taylor og roommate udgiver sig for at være:
åh nej
at tænke sig at jeg har strikket en sweater til den mand.
pyff.
kl 11.37
roommate har lige støvsuget. alt er tilgivet.
kl 11.39
men. det er jo snart jul.
og i den forbindelse uploadede jeg igår et billede af mig i julemandsskæg og hat.
det var (desværre) ikke kun til ære for jer.
det var (desværre) -i bogstaveligste forstand- heller ikke hele sandheden i fik der.
så jeg vil gerne vise jer HELE sandheden.
det skal man nemlig altid, har jeg lært.
wow
som man kan se er jeg inden i en oppustelig julemand. og guderne skal vide hvorfor jeg altid havner i den slags situationer. at gå på scenen i pumpehuset i en STÆRKT ventileret nisse og synge medens man lugter til et rom-stinkende polyesterskæg (blev faktisk beruset bare af at have det på, synes jeg) er forbeholdt de få.
læs: mig.
men jeg er ikke sur.
jeg er stolt.
i en tid hvor alle andre klæder sig selv og/eller deres dansere af, slår jeg et slag for oppustelige og yderst tækkelige kostumer. og bløde former. og for at kunne grine af sig selv. for at kunne gå i spagat i offentligt rum. og lade andre grine af det.
og måske er jeg for evigt dømt til at optage musikvideoer hvor jeg roder rundt mellem stinkende bowlingbaner på lolland mens en eller anden fra bandet blæser mig durk i ansigtet med en billig hårtørrer.
det er muligt.
det er mere end sandsyneligt at jeg aldrig kommer til at være hende den lækre der ligger i et badekar med mælk (har jeg engang set i en af mine forældres pornofilm… men er ret sikker på at det også er blevet brugt til musikvideoer) med mine lange, lyser krøller smygende omkring.
men det er ok. der er alligevel nok af dem.
næh, du.
jeg tager en for holdet, og er den lille dreng iført orange sæk/stor santasæk.
tanke: måske min næste musikvideo bare skal være en 3,20 minutters lang kæmpen med pythonslange comboybukser?
glædelig jul, babes og ferskener!
jeg elsker jer allesammen. og mig selv.
så det kan kun blive grønt < 3