om fokus og forben

26.10.12 (Sys Bjerre) om fokus og forben

har hængt på en stang nede i mit fitness center hele morgenen, medens mand af få ord
(disse værende “kom, så, kun, 2, mere”)
har opildnet mig til at forsøge at hæve krop op ved hjælp af egne arme…

det var meget svært.

prøvede at tage sminke på for lidt siden, men jeg kan ikke løfte min mascara.

åh, motion. du er sjov ved mig.

 

og ja. som nogle nok har opdaget er jeg blevet pink-håret.

det viser sig at mit ansigt nu nærmest går i ét med håret efter sådan en omgang hængedyrsaktivitet.

der er ellers aldrig noget som matcher, rent farvemæssigt, i min verden. men nu gør garn og fjæs i det mindste.

fedt.

 

jeg ved godt at man skal være sød.
men jeg bliver altså nødt til lige at harselere en anelse.
scroll eventuelt videre til den stiplede linie hvis du vil undgå at læse det kommende opstød.

 

INSTAGRAM.

  1. det er jo som sådan ikke dig, Instagram, jeg er forarget på.

men jeg bliver nu så lang i løgene når jeg sådan tager en scroll-stroll ned igennem de seneste dages aktivitet.

hvad er det for noget med at man absolut skal beskrive noget andet end det der rent faktisk finder sted på billedet?

hvorfor kan man ikke være ærlig og sige “taking pictures of myself” (geotag: fitness DK) i stedet for “feeling fab and working my butt off” fx?
du er jo tydeligvis ikke igang med at træne i netop dette øjeblik hvor billedet bliver taget, vel?
du er netop, i det øjeblik, igang med at pose foran din iphone.
og ja, geotag dog som var der ingen dag imorgen. det er vigtigt for historien at du er i fitness centret.
men hey. det er INSTAgram. det handler om dette INSTANT. FF.

og piger: hold op med at finde på lame undskyldninger for at uploade billeder af jer selv hvor I ser godt ud.

det er OKAY at føle sig lækker og gerne ville vise verden det.
det er jo for helvede derfor ting som Instagram eksisterer.
men jeg er træt af at der partout skal være en eller anden skaldet, lille pekingeser i baggrunden bare for at du kan skrive
“chillin’ with the most beautiful dog in the world”
når du tydeligvis i virkeligheden er ved at give en banan et blowjob hvilket, for det første foregår i forgrunden, og for det andet fylder 7 tiendedele af fotoet.
det er er ikke svært at se hvad der skal være fokus på.

og hvorfor fanden skriver alle egentlig på engelsk?

find nu dine ladyballs frem og skriv: “fuck min nummi er for flot idag”.

eller ” jeg sad lige og suttede på denne her kiks, og jeg synes egentlig det ser ret frækt ud. MIAU! hvem skal i byen i aften?”

 

på engelsk:

“fuck my Nummi is too nice today”

og: “I was just sucked on this one biscuit, and I really do think it looks pretty sexy out. Miau! who is going out tonight?”

tak, Google Translate.

 

 

_____________________________________________________________________________________________________________

det viser sig at linie ikke er stiplet.

 

ikke desto mindre er jeg nu færdig med brok og klar til at sprede kærlighed og lys igen.

 

puha.

jeg har lavet en video.
igår.
det tog 10 timer.
jeg sad helt stille med blikket stift rettet mod computerskærmen og fik mere og mere respekt for folk med almindeligt arbejde.

det var fanmde hårdt!

 

du kan se den her hvis du vil: VIP OMG

(der står på youtube at det tog 8 timer at lave den. men det tog faktisk 10. jeg ville bare virke sej, så jeg skrev 8.)

 

 

her er et billede af et hvidløg og en citron som har et opgør.

 

jeg kan seriøst ikke bevæge mine arme mere nu.

det er et problem da jeg i aften skal på scenen på Bremen og præsentere et upcoming band. jeg håber ikke jeg skal holde mikrofonen selv…

det er Simon Kvamm der er sprechstallmeister til arrangementet. måske kan han holde den. eller endnu bedre, holde mine arme?

han hedder jo næsten også Simon Arm.

… aaarrrhhhh.

 

den var dårlig.

men som altid kan man skynde sig at sige noget en anden har sagt, som var endnu dummere:

min veninde spurgte mig for nylig om Simon Kvamm og Frank Hvam mon var brødre.
jeg forklarede hende at man ikke nødvendigvis er i familie selvom ens efternavne rimer.

tadaa!

hokus pokus, flyttet fokus.

 

og apropos fokus så skal jeg da lige ud af fotografere mig selv fra mest flatterende vinkel, under et efterårstræ i Kongens Have og efterfølgende uploade det til Instagram med ordene: “fall, my favourite time of year”.

eller. det skal jeg så ikke da jeg ikke kan få kameraet højt nok op, grundet lammelse i forbenene.

fotos nedefra skal forbydes. så er det sagt.

 

god weekend, misser.

 

 

 

HOLD DIG ORIENTERET

FLERE INDLÆG

Sys Bjerre går duo

Sys Bjerre og Peter Lützen underskriver kontrakt med Universal Music Danmark.