om drømme, katte og mug

Sys Bjerre 7. april 2010

kl 8.25
vågner op med nyligt afsluttet drøm klart tegnet for indre øje og stærk vrede mod intetanende, sovende Kæreste.
om jeg rent faktisk har slået ham i nat, er dog en del mere blurry i hukommelsen. håber det ikke. han kan vel strengt taget ikke gøre for at jeg drømmer at han stikker af til “summercamp” (hvad er det overhovedet?) med min lillesøster…
weird shit, det der med drømme.
min far fortalte mig engang om et tilbagevendende mareridt han havde som barn, og som han stadig kan vågne op efter, badet i angstens sved. det handler om at han blir forfulgt af en kæmpe stork med meget røde øjne. jeg kan godt se det skræmmende i det. der er kun 1 stork tilbage i danmark, og så vælger den at bruge sin tid på at forfølge dig. det er da suspekt.
min frisør drømmer hele tiden at han er på et krydstogtskib, og da alle de andre er gået i land opdager han at han har glemt sin kuffert. han løber tilbage efter den, og da han kommer op på dækket igen er skibet sejlet, og alle de andre passagerer gået i land. ifølge hans drømmetyder, (ja, sådan en har han. man er vel frisør) er det et symbol på hans problemer med at få solgt sit hus. (!?)
jeg kan ikke lade være med at tænke over hvad det med storken så betyder…

kl 8.34
en stalkerstork. som har røget bong?
det kan vist kun betyde en ting, hippiefar…

kl 8.35
men jeg ved ikke hvad den ting er. sku nok tage nogle flere stoffer. eller måske tale med frisørpeters drømmetyder…
anyway. der er masser af andre funky ting at bryde sin stadig alt for ferie-agtige hjerne med, på sådan en smuk solskinsmorgen.
fx hvordan man får tid (og råd) til alle de ting man gerne vil?

9 ting jeg gerne vil ha

1: et nyt køkken. (gerne med smeg køleskab. ved der står et i lejligheden ved siden af, som er fyldt med mug. altså køleskabet. overvejer at stjæle det. ikke pga af muggen. men det blir aldrig brugt. med mindre man tæller opbevaring af mug selvfølgelig. men tror det er satans tungt…)
2: generelt renoveret lejlighed. (den er jo meget hyggelig som den er, men på sådan en lidt “vi har lige haft besøg af en børnehave med maskingeværer”-agtig måde. der er mange huller i væggene, og generelt for mange madrester på gulvet. er sikker på det vil blive bedre hvis vi får et nyt gulv. det hele er også bandets skyld.)
3: 1 hund. (ja. der kom den ud. jeg er syg efter at få en hund. lige siden jeg skrev bloggen om at få en hund til at smile har jeg været decideret hundeskruk. bare en lille en. (ikke så lille, szchirley.) og se hvem der har øvet sig i at stave. men det ku være så hyggeligt. og jeg ville passe den og fodre den og gå tur med den. det loover jeg!!)
4: længere hår. (men det tager så lang tiiid. har ingen tålmodighed. og hvorfor er det at man skal ligne karlsson på taget mens man venter…?)
5: sæson 4 og 5 af weeds. apropos det med bongstorken.
6: mere sol så jeg kan bruge mine nye rayban solbriller. (er det ikke som om at hvis man tager dem med, blir det ikke sol. men hvis man ikke gør er man sikker på at ende med at cykle langs med søerne med sammenknebne øjne, ude af stand til at se om man havner oppe i røven på en christianiacykel lige om lidt, fordi man blir blændet af lavthængende og decideret hoverende aftensol?)
7: indsat overskud i forhold til families endeløse snak om katte. (ved guderne, jeg håber at min far blir hængende. ellers ender min mor seriøst som hende den skøre kattedame på vejen, som rygterne vil vide lever af whiskas… det gør hun altså ikke endnu. lever af whiskas. hun laver fantastisk mad. men hjælp mig allah, jeg blir vanvittig af at høre om dem hele tiden. nææh, hunde. det er en anden snak.)
8: min cykel tilbage, røv. kun en hykler stjæler cykler. (heldigvis havde jeg to, da jeg tidligere på året var sikker på at min anden cykel var væk og købte en ny. fandt senere den første cykel et mærkværdigt sted på vesterbrogade som jeg ikke kan huske nogensinde at have gjort ophold ved. ikke mere gin og danskvand til mig. men nu har Kæreste ikke noget at køre på. pisseirriterende, altid at skulle ta bussen når man skal noget sammen. nægter simpelthen at betale næsten 50 kroner for at køre ind til nørreport. det er seriøst tyveri.)
9: en forsikring (jævnfør ovennævnte cykeldans. nok meget smart når man er en bongstork, OG der stadig er lorte som stjæler ens ting… sagde hykleren som selv er på nippet til at stjæle et køleskab. schhhh!)

kl 9.19
…den tiende ting er faktisk: morgenmad.
totalt undervurderet ting. har lært til sundhed at det er meget vigtigt at spise om morgenen. WOW! det har vi nok allesammen fået at vide rimelig fucking mange gange. along with: 1 liter mælk om dagen er sundt, og lignende propaganda fra mejeriforeningerne. men vi vidste jo godt at det ikke passede. voksne mennesker der drikker en liter mælk om dagen går som regel også med støttestrømper i eccosandalerne og bor alene med deres katte. jeg har godt nok ikke lige statistikken til at understøtte dette argument, men er ret sikker på at det passer.
mælk er til børn og små pattedyr.
det er vel dybest set det samme.
morgenmad derimod, det virker faktisk. og man behøver ikke spise havregrød. jeg vil for eksempel ha moussaka med gedeost til morgenmad idag. fantastisk ting. og man undgår det der med at være ved at besvime kl 13 fordi man har drukket 6 kopper kaffe og glemt at spise.

kl 9.22
little preachy this morning, are we? beklager.
hjerne er tydeligvis stadig i dubai. den liger nok ved poolen, oppe på taget, med en stella artois og udsigt til skyskraberne.
det skarn. den skarn?
men når den kommer hjem har jeg tænkt mig tage fat på nogen af de der ting jeg gerne vil ha.
morgenmad er rykket op på 1. pladsen nu.
og så hund som nummer to.
er alligvel dårlig til at være handywoman.

HOLD DIG ORIENTERET

FLERE INDLÆG

Sys Bjerre går duo

Sys Bjerre og Peter Lützen underskriver kontrakt med Universal Music Danmark.