d. 23/11 2010
kl 10.30
der ligger sne i min gård. ikke så meget men: hurra. jeg elsker sne. jeg tror jeg selv og børn under 4 år er de eneste i danmark der elsker sne. og jeg tror jeg ved hvorfor. mig og børn under 4 år har mange ting til fælles, rent snevejrsmæssigt:
1. vi har ikke noget rigtigt arbejde, og blir som regel transporteret når vi skal nogen steder hen af forældrelignende typer (i mit tilfælde er det ofte folk som jesper (min tourmanager) eller Darling, min lysmand som er utrolig sød og utrolig dårlig til at sige nej.)
2. hvis vi ikke bliver transporteret GÅR vi som regel. godt pakket ind i flyverdragt (min er fra 80’erne, neon-orange og shocking pink, børns er som regel en del mindre og også en del mindre opsigstvækkende), med vanter i snor og i astadigt tempo.
vi undgår derved at skulle forsøge at cykle gennem snemasserne.
man kan argumentere for at mennesker under 4 år som regel heller ikke har de fornødne cykel-skills endnu, men der er nok også folk i min omgangskreds der vil påstå at dette blot er endnu en ting jeg har til fælles med børn under 4 år.
jeg vil selvfølgelig selv mene at jeg kører som en drøm, men har også lært at jeg skal lade være med at ræse rundt om storkespringvandet. når man falder er der nemlig ikke nogen der gider hjælpe en op, fordi de har travlt med at tage billeder med deres mobiltelefoner…
måske faktisk nok på min pinligheds top 2000.
3. vi har ikke travlt. hverken mig eller børn. vi når det nok. så det med s-toget der ikke kører fordi det er blevet så forbavset over alt det hvide, at det lige skal sunde sig en times tid, det gør ikke så meget.
det man kan læse ud af ovenstående er vel i virkeligheden at jeg er dybt forkælet.
ligesom en del børn under 4 år er. ikke at det er forkælet for børn under 4 år ikke at have et job.
men jeg har forkælet mig selv med det liv jeg gerne ville ha.
børn bliver nødt til at ha nogen til at forkæle sig, for de kan ikke selv. og det er der hvor jeg liiige er lidt foran børn. jeg har regnet ud at man bliver nødt til at kunne gøre det selv, for ellers ender man i en besværlig situation hvor der af og til ikke er nogen til at forkæle, og man må sidde og vente til der kommer en. og måske kommer der slet ikke nogen. det er noget rod.
så jeg forkæler mig selv.
men jeg er også streng. jeg siger at jeg skal rydde op, og gøre rent. og jeg gør det også.
selvom jeg ikke er meget for det.
det hænger sammen med at blive voksen, og den proces var så interessant for mig at jeg blev nødt til at skrive et helt album om det. hmm…. den lader vi lige stå et øjeblik.
men jeg forkæler også andre. det er noget af det jeg er bedst til.
og julen er så dejligt et tidspunkt for den slags ting. men kan gøre så mange ting i julemåneden.
lave pakkekalendre til sine venner (hvorfor er det at det altid virker så nemt når man starter, og ender med at man render forvirret rundt i tiger butikken d. 29 november og mangler 20 gaver?), det er oplagt at invitere folk til middag og lave den helt store 3 retters menu, og man kan bruge alle sine penge på julegaver til dem man elsker, og helt oprigtigt glæde sig mere til at give gaver væk, end til at få dem.
sidsnævnte er et punkt hvor jeg så afgjort adskiller mig fra børn under 4.
om det så er fordi jeg selv synes jeg giver verdens bedste julegaver, eller fordi mine venner er utrolig dårlige til at give gaver vides ikke… (naaarrj, en fyrfadslyseholder. igen. det sku du da ikke have gjort.)
jeg havde engang en kæreste i gymnasiet. jeg ville lave en rigtig god gave til ham, og bruge virkelig lang tid på at samle alle hans yndlingsting sammen til en slags overlevelses-kasse til hvis han skulle styrte ned i ørkenen (han ville være pilot) og lagde en flyver-jakke nederst som han havde ønsket sig.
han gav mig en syngende fisk.
altså de der som man stadig ser på væggen i værkstedet hos ham den underlige onkel der kan bruge timer på at reparere knallerter og cykler, og som altid skal skrive sange til familiefesterne hvor han bruger sætninger som “mad det laver Helle godt, fisken får en dild-kalot”.
antiklimaks.
men nu er det jo 100 år siden jeg har skrevet sidst, så jeg må hellere lige opsummere hvad der er sket siden sidst, i stedet for at ramble om random ting.
jeg er blevet single.
(det var mig der gik fra philip, så lad venligst være med at sende ham sure beskeder på facebook. han er verdens dejligste mand, og vi er ikke uvenner.)
jeg er flyttet.
(kun naturligt, det ville være mærkeligt at blive boende sammen, trods alt.
der er nogen der har lagt mærke til at jeg nu bor der hvor jeg bor, og skriver små beskeder som “kælling” ud for mit navn på dørtelefonen.
jeg ved jo I mener det sødt, men der bor altså nogle gamle mennesker i min opgang som ikke kan lide det, så lad venligst være med det også.)
jeg har være på efterårstour.
(DET var dejligt. der var også nogen som lagde mærke til det, og kom og så os, og det var så dejligt. hold kæft hvor var der meget kærlighed på denne her tour. vi glæder os allerede til næste år. tak. virkelig.)
jeg er gået igang med at lave noget tøj.
(det er det de andre kalder merchandise, men mig og rikke som jeg laver det med kan ikke lide det ord. det lyder så upersonligt, og dette her er faktisk noget vi selv har lavet, så vi har besluttet at det hedder sys’ nye klæder. siden er ikke helt oppe at køre endnu, men det kommer den snart. der kommer også hatte. hurra. jeg elsker hatte.)
oooog så er der heller ikke sket så meget andet.
nu tager jeg på diskotekstour. noget jeg aldrig troede ville ske, men jeg har fundet ud af at lave det på en fiks måde, så vi rent faktisk spiller musikken og ikke bare trykker play på en cd.
jeg tror det blir godt. kom og se os. det er bare mig, jonas og jakob.
vi starter her på fredag på buddy holly i middelfart og så tager vi til churchill i haderslev. det skal nok blive interessant : )
nu vil jeg lave noget morgenmad. ha det dejligt allesammen.
det blev en lidt mærkelig blog. undskyld.
p.s. jeg kunne ikke have forkælet mig selv med dette her liv, hvis ikke der var folk som dig, som lyttede til min musik. og for det er jeg dig evigt taknemmelig. det skal du vide. tak <3
