jeg har ikke lavet penge jeg har lavet damer

22.11.11 (Sys Bjerre) jeg har ikke lavet penge jeg har lavet damer

kl 16.23

mærkeligt. mandag var så u-mandags-agtig som den overhovedet kunne være. hvorimod tirsdag viser sig at være mere mandags-agtig end de mange foregående mandage tilsammen. (igår undtaget, selvfølgelig.) forvirrende. både i sig selv, og også måden jeg fik formuleret den sætning på.

mandag i korte træk:
har aftale med LH om aftenen.
træner om formiddagen og bruger derefter en del tid på at kigge på fremmede menneskers feriebilleder på facebook (ellers en udpræget søndagsbeskæftigelse) men bliver afbrudt af LH som er undsluppet arbejde på forunderligvis og nu vil shoppe i stedet.

glimrende og meget lidt mandagsagtigt forslag.
shopper, spiser, snakker, drikker kaffe osv.

om aftenen tager vi Ninja med i Tivoli og det som skulle have været en ganske stille og rolig “næh-se-julemanden-er-blå-i-år”-oplevelse udvikler sig lige så dramatisk som den musik der gjalder ud af højtalerne i den gamle have (pirates of the christmasudstilling, WTF?)

Ninja vinder noget i en skyde bod. enough said. jeg bliver så begejstret at jeg næsten tisser i bukserne.
fremmed dame dukker op og giver os (gratis!) biletter til forestillingen i glassalen. forestillingen hedder below the equatorial belt.
lille alarmklokke ringer i hovedet. køber store store fadøl til at skylle eventuelle platheder ned med.

stor stor fadøl er slet slet ikke nok. tarzan råber “feeling funny HERE” og peger på penis. alle griner. mand falder i bananskrald på scenen. 2 gange. alle griner. begge gange.

Ninja, LH og jeg selv er dybt forundrede over at man trods alt har valgt at lade de to eneste skuespillere af anden etnisk herkomst (afrika vil jeg tro) spille aber… der er tydeligvis nogen som ikke har set godmorgen danmark.

undslipper i pausen og løber straks på centralhjørnet (homobar med extravagant julepynt og fabelagtig 90′er musik á la shania twain i højtalerne. red.) hvor vi bliver overfaldet af et lesbisk par som leger rollespil.

så sker der noget med terningspil, flere fadøl og resten er uklart.
meget lidt mandagsagtigt.

MEN (og ja, jeg er klar over at trækkene i ovenstående ikke blev så korte som lovet. men. nu kommer MEN’et)
tirsdagen har indtil videre på budt på følgende MEGET mandagsagtige ting.

(lavet i listeform så vi undgår førnævnte problem.)

1: at blive vækket (med tømmermænd) af danske bank som fortæller at man har overtrukket sin konto med 34.000 kr pga af en betaling som skattefar selv har sørget for at trække. (aaaaaaarrrrrhhhhhhhhhhhh!!! instant panik.)

2: finde ud af at ingen man kender skylder én penge. (satans! Kat mener at hun skylder en øl, men kan slet ikke overskue at tænke på alkohol. nogensinde igen.)

3: at få en gave af en ven med ordene -det er altså ikke en hentydning eller noget…

gaven viser sig at være bogen “de fire leveregler – en praktisk lære i personlig forvandling”.  (lidt ligesom når folk siger -ikke for at være irriterende men… eller -ikke for at blande mig men… så VED man at der kommer noget dybt irriterende eller blandende (??) lige bagefter. tak for hjælpen, “ven”.)

4: at måtte sige til entusiastiske (og velhavende) venner at man ikke kan tage med til thailand til nytår (se punkt 1.)

5: at finde bums i panden (jamen, hvorfor?)

6: at finde bums imellem øjenbryn (for fanden? er jeg kommet i puberteten igen? eller er det (personlig)finanskrisebumser? i så fald er det ulitmativt bevist at jeg er ultra egocentrisk og ikke påvirkes af verdens problemer, men kun mine egne…)

7: at finde ud af at der nu definitivt ikke er mere lagerplads på smartphone (benævnes derfor usmartphone fra nu af) således at intet kan gemmes derpå hvorved hele mit eksistensgrundlag krakelerer da jeg bruger førnævnte usmartphone til ALT (og kan ikke købe en ny da jeg nok ikke lige bliver kreditgodkendt med nuværende mangel på mulah. føj.)

kl 17.05

og ja. jeg er ved at saltbage en selleri.
lur mig om der ikke sker et eller andet horibelt med den om lidt.
altså, ud over at hele huset lugter af kanel hver gang jeg bruger ovnen efter at claus meyers kanelsneglzilla eksploderede og efterlod en sær, diamanthård støvregn af remonce derinde. øv. men også lidt juleagtigt.

kl 17.11

får sms fra ukendt nummer. “tak for igår. jeg sender min opskrift på julekål en af dagene!”. hvad har jeg dog lavet igår?

kl 17.20

har lige fundet ud af at jeg har guitarundervisning om lidt.
har ikke øvet mig.
har faktisk nærmest u-øvet mig. dvs har spillet klaver i stedet, og de to instrumenter modarbejder selv sagt hinanden.
min far er guitarist, min mor er pianist. eneste grund til at de stadig er sammen er fordi min far gik med til at sige “klaveret er guitaren overlegent som instrument” højt, i alles påhør.
ved ikke helt hvordan jeg mener det hænger sammen, men det er faktisk rigtigt.
han har senere sagt til mig at han havde krydsede fingre medens han sagde det.
håber ikke min mor læser dette. kunne føre til skilsmisse.

kl 17.21

saltbagende selleri råber inde fra ovnen at den skal ud og hente sin forudbestilte iphone 4s, og derfor ikke vil kunne deltage i middagen.
wwahh.
dropper mad, ignorerer kreditværdige rodfrugter og sætter mig til at læse selvhjælpsbog og øve guitar.
må også finde penge og begynde at strikke alle julegaver. måske rengøre ovn. igen.
fucking tirsdag altså.
don’t party on a monday

Party on a monday

HOLD DIG ORIENTERET

FLERE INDLÆG

Sys Bjerre går duo

Sys Bjerre og Peter Lützen underskriver kontrakt med Universal Music Danmark.