6 marts 2011 Sys Bjerre
af og til blev det søndag. med alt hvad det indebar.
solen der skrantede. hun med. strubens tørhed gav genlyd imellem de kolde mure. lungerne var fyldt med sand.
i det grå lys udenfor vendte og drejede brostenene sig i deres huller. ude af stand til at gøre sig det komfortabelt.
på midten af dagen mødtes hun med ham fra kontoret.
de græd lidt. skulder mod skulder. hun vidste ikke om tåren skyldtes filmen eller søndagen.
om aftenen sad papirsposen med de sølvfarvede vægge rank og strunk i sofaen. knitrende brunt i mørket.
det røde får de havde ligget på. pelsen havde mindet hende om aflivninger.
dets smerte forplantedes i hendes ryghvirvler.
ensomhedens lattergas kom snigende nu. som mosekonebryg. sprækkerne lukkede den ind.
hun ville gøre sig fri af den. men den havde allerede lagt sig som et klæbrigt slør over alt. som foie gras. kun halsen beholdt sin tørhed.
hun tænkte på gæs. på ham. på hvorfor ingenting gav mening.
klokkerne fra rådhuset bankede på vinduerne. 12 gange. det var mandag. men det føltes stadig som søndag.
