Min danske far kig op og se, på Dannebrog der vejrer.
Jeg ved du ik’ er stolt af det, du ser ned som du plejer.
Min kære far i nye sko, se dine lange fødder.
Har sat et aftryk eller to, har dybe danske rødder.

Min danske far du sang en sang, om at ta’ ud i verden.
Du syns’ at vintren var for lang, i Danmark og det er den.
Du drømte om at slå dig ned, et sted hvor folk er gladere.
Men min mor vandt din kærlighed, nu er du vinterbader.

Men lille far du skammer dig, på hele Danmarks vegne.
Hver gang en landsmand dummer sig, blir’ du og mor forlegne.
Og selv kan jeg ik’ sige mig fri, for tit at krumme tæer.
Men nu og da så glemmer vi, vi også kan lade være.

For måske er vort fædreland, forkælet og lidt bange.
Men kære far du ved at man, Kan skrive nye sange.
Måske vi skulle synge mer, om lange lyse dage.
Og tilgive alting nu og her og ta’ det flag tilbage.