22 maj 2011 (Sys Bjerre)
der var engang en dame.
hun var 26 år.
det var derfor hun var en dame. men det havde hun ikke altid været.
engang var hun en pige. og før det en baby (en flot een, naturligvis. ikke en af dem der ligner en røv).
og endnu før det var hun en havfrue. men det er en helt anden historie.
eventyret som jeg vil fortælle jer handler selvfølgelig om denne dame.
og tro ikke at jeg prøver at fylde jer med løgn på latin. for det kan jeg slet ikke.
også selvom jeg fik 10 til eksamen. det var kun fordi min latinlærer, som gik med ble og var helt utrolig sød, gav mig alle svarene umiddelbart inden prøven.
nej, denne her er skam sand nok. for jeg kender hende selv. bedre end de fleste.
vores historie starter dengang damen endnu var en pige, på en dag hvor hun sad og syntes at det hele var lidt kompliceret.
hun reflekterede over sit liv, mens hun spise en suppe af kål.
her er hvad hun tænkte over: hun havde engang haft en ægtemand, en hytte og nogle får.
men alas! manden var blevet spist af et svensk uhyre, en kraken, som i nok har hørt om. (sådan en er der også med i pirates of the caribbean 2.)
hytten var brændt ned og fårene var blevet stjålet og nogen havde skåret dem i stykker og spist dem.
hun græd over fårene og ægtemanden.
(i nævnte rækkefølge. hun havde altid haft en abnorm kærlighed til dyr.
når hun engang imellem så film græd hun også mere når hestene døde end når deres ryttere gjorde. hun vidste godt at det var et underligt, -nogen ville måske endda sige usympatisk- træk. men sådan var det nu en gang.)
hun var selvfølgelig gået igang med at bygge en ny hytte med det samme. det går ikke at sove under åben himmel om vinteren.
hytten stod endelig færdig, hun sad jo i den nu med sin suppe af kål. hun havde fyldt den med fine ting af glas og gryder og potter og politiken. altså hytten. ikke suppen.
alligevel var det som om der var noget der manglede.
hvor er min swag?, tænkte pigen.
jeg er helt alene i min flotte hytte. måske skal jeg få mig nogle nye får?
men nej. hun vidste at hun ikke ville kunne bære tanken om at være ansvarlig for flere levende væsener. tænk hvis også de, skulle lide samme skæbne som de sidste?
det måtte være menneskeligt selskab hun manglede, konkluderede pigen. eller i hvert fald selskab i en form som hun ikke behøvede at passe.
men se nu hvad der skete. selv samme aften på den lokale kro mødte hun en mystisk mand med en sælsom tatovering.
“jeg har ingen bolig”. sagde manden.
“jeg har et extra værelse som du kan bo i” sagde pigen.
“jeg vil kun bo i dit extra værelse hvis du kan fortælle mig hvad min tatovering forestiller” sagde manden.
og pigen stirrede på det mærkværdige billede på mandens arm.
hun tænkte og tænkte på hvad tegningen forestillede.
(hun tænkte også lidt over hvad det dog var for et underligt krav, men ikke så meget for hun var lidt omtåget af for meget øl. mjød, mener jeg. eller galliano. den del er lidt fuzzy. anyway.)
pigen løb i samme nu ud på gaden, og standsede den første og bedste gruppe mennesker hun så.
de viste sig at komme hele vejen fra jylland, og var utrolig flinke.
de svøbte pigen i et tørklæde fra pieces, og sagde at hun gerne måtte få det. pigen sagde tak, men fortalte dem også hastigt om tatoveringen.
de søde mennesker sagde
“det må jo være jack skellington og hans hund zero”.
pigen løb indenfor igen og sagde til manden med tatoveringen:
“det er jo jack skellington og hans hund zero!”
og manden sagde:
“waaauw! jeg flytter ind imorgen.”
pigen blev så glad at hun gik i baren for at købe et krus etellerandet som de kunne fejre det med.
i baren så hun at kim larsen sad på en stol.
hun hørte ham også sige til sin veninde louise hansen at hun havde flotte lår.
ha, tænkte pigen. så kan det være at hun endelig kan forstå det. det havde hun nemlig altid prøvet at få hende til at indse.
de næste måneder brugte pigen sammen med manden med tatoveringen. de lavede mange sjove ting sammen.
nogen gange græd de lidt.
for mandens kone var også blevet spist af en kraken. og når han tænkte på det, og pigen tænkte på sine får og sin mand blev de kede af det.
men sammen blev de stærkere dag for dag. manden blev ligesom en bror for pigen.
og er det stadig til den dag idag.
MEN historien slutter ikke her. for selvom de havde hinanden og pigen havde det bedre, syntes hun stadig at hun manglede noget magi.
der var en masse ting som gjorde livet svært for pigen, syntes hun.
en bande af dødningehoved-aber abede rundt og rundt og tog nogle af pigens ting og ville ikke gi dem tilbage. dødirriterende.
og et andet sted i byen sad der en stor, tyk jabba the hut-lignende skabning og lavede voodoo på en dukke der lignede pigen. (hun syntes godt nok at dukken havde lidt større lår, men skabningen måtte jo ha set forkert.) der var også hele misæren med med prinsen som vi slet ikke skal komme ind på her.
hun havde brug for noget held.
(hun havde ikke bare ondt af sig selv. det var ægte sværhed hun befandt sig i. no lie.)
hun besluttede sig for at klippe sit hår af, fordi hun tænkte at så ville heldet nok vende.
det gjorde det skam også, men det var louise hansens held som håret vendte.
ok. fint nok, tænkte pigen.
jeg skulle da være et skarn hvis jeg ikke kunne unde min veninde noget held.
men det var jo ikke det der var meningen. hvad nu med mit held?
det næste der skete var at pigen fik en forfærdelig sygdom. den hed madforgiftning.
her skraber jeg bunden, tænkte pigen, mens hun skiftevis slog hovedet ind i væggen, kastede op og græd sine salte tårer.
prinsen kom forbi med pez. det var sødt af ham. men end ikke pez, kunne hun spise, fordi hun var så syg så syg.
manden med tatoveringen var ikke hjemme, for han havde travlt med en helt anden pige.
“hvad gør jeg?” sagde pigen.
“ulrik” sagde hun derefter.
“av” sagde hun så. for hun havde slået hovedet ind i væggen. hendes ben sov også. det var en jammelighed.
efter uger og dage sådan her, må jesus/buddha/gui/ganesh/allah/indsætselvnavnetpådinfavoritånd have taget over.
for pigen blev ligesom løftet ud af badeværelset og droppet ned i en stor stor by. der mødte hun en engel som fodrede hende med avokado og også lidt gin af og til.
og pigen mødte også en stor mand som gerne ville have sex, men det gad hun ikke.
hun var bare sammen med englen. og de havde den bedste tid.
pigen spillede guitar og tænkte og tænkte og tænkte. og helt mest ved egen kraft fik hun hevet sig ud af elendigheden, og op på niveau. det var en meget kraftfuld følelse.
og hun var så glad så glad.
hun fløj hjem igen, og der fandt hun en hel båd fyldt med ALLE sine bedste, bedste venner som hun havde savnet så meget.
selv manden med tatoveringen var der. og louise hansen.
og hun følte at hendes hjerte skulle briste af glæde. men det gjorde det heldigvis ikke.
“fra nu af vil jeg være glad og sige JA og fejre alting, være vegetar og veganer, værdsætte dem der elsker mig, elske dem jeg elsker uendeligt meget, prøve det hele og ikke engang spilde tid på at være sur på hverken krakerne, jabba eller dødninghovedaberne, og så vil jeg være popfugl helt ind til benet, for det er jeg jo, og vise mine fjer, selvom nogen måske synes de er grimme. for man er som man er og det er godt nok. (det sidste var på melodi af Krumme, selvfølgelig) og desuden vil jeg redde verden. specielt dyrene. for de kan ikke selv!”
alt dette råbte pigen, der nu næsten var en dame, ud over havet.
og krakenerne hørte det under bølgene og skammede sig lidt.
hun vidste nok godt at det ikke ville ske præcis sådan som hun sagde det lige der. det var jo en slags spur-of-the moment dundertale. og der kommer man af og til til at overdrive en smule.
men hvis bare det kom tæt på ville det jo også være fint.
anyway.
sammen sejlede de hjem til den flotte hytte og festede i flere dage.
og efter de havde festet og sovet og pigen havde vasket gulv, kunne alle de nye eventyr begynde for hende.
slut prut finale.
nåh, men nu skal jeg bage rugbrød, så jeg vil forlade jer. men jeg håber at i kunne lide historien. vi kan måske tage nogle af de andre en anden gang.
slutteligt et lille digt jeg engang skrev:
oppe på en stængel
sad en lille engel
og spiste med en pind
en suppe med salat
men suppen svandt ej ind
det var dog for galt
solskin og søndagskys fra mig
cirka sådan her så båden med vennerne ud.