Tiden gik og førte os, på ny fra sted til sted.
Hvad vi søgte på vor vej, tog horisonten med.
Men under himlens blå er en dyb og evig klang.
Alt hvad vi tænkte på, brød den ned for sjælens trang.
Åbent hjerte finder altid hjem.

Tvivlen kom og lagde sig, omkring os som et slør.
Frygten holdt os fanget i, os selv bag lukket dør.
Men under himlens blå er en dyb og evig klang.
Alt hvad vi frygtsomt så, brød den ned for sjælens trang.
Åbent hjerte finder altid mod.

Tiden gik og verden var, konstant foranderlig.
Dale blev til bjerge mens vi vandrede forbi.
Men under himlens blå var en dyb og evig klang.
Alt hvad vi frygtsomt så, brød den ned for sjælens trang.
Åbent hjerte finder altid vej.