Cowboytoast <3

 

Cowboytoast

Musik:

Andrei Gavrilov spiller Bach: Goldberg Variations, BWV 988 – Var. 21 Canone alla Settima

Ingredienser:

Toastbrød (evt. Meyers Brødblanding, hvis du vil have øko. Jeg købte den i Kvickly. Husk gær!!)

Løg

Naturli’ Hakket

Vegansk smør (jeg bruger Naturlig’ Smørbar)

Dyppelse (hvad end du elsker)

Fremgangsmåde:

0) Bag brødet HUSK at starte dagen/aftenen før!!

1) Lav bløde løg, det tager laaang tid. Lidt salt på, og bare lad dem simre i lidt fedtstof ved svag varme. De skal helst ikke brænde på.

3) Form nogle tarveligt flade bøffer, krydr med salt og peber, steg på panden

4) Skær brød i skiver, smør, saml toast

5) Ind i toasteren, giv Dem/dem god tid

6) Find sovs, dips, og dressing + evt saurkraut hvis du er til det

7) Spis med velbehag! Gentag fra punkt 4 hvis du ikke blev mæt af en, men hvis du brugte Meyers brød er sandsynligheden for dette meget lille; der er gods i den mands mad!

Yehaaaaa

Makeroni

Disclaimer; Denne ret er det vist oprindeligt Vegangela (vegangela.com) der har fundet på. Hun er en canadisk ex-pat der bor i Sydney og ligner en bedårende, lidt ældre udgave af hende fra Harry Potter filmene.

Ingredienser:

Sauce:

Cashewnødder, trekvart KOP (bare vælg en god kop og brug den samme hele vejen igennem, det behøver ikke være den amerikanske “cup”-str. nødvendigvis.)

Plantemælk, næsten 2 KOPPER (jeg bruger mandel, men alt kan bruges!)

Smagsneutral olie, en kvart KOP (jeg bruger solsikke, men alt kan gå!)

Maizena 1,5 Spsk

Nutritional yeast, en kvart KOP (også kaldet nooch, b-gær, gærflager o.a. Kan fås i Matas, i nogle Meny-butikker og i alle helsekostforretninger.)

Lys miso (næsten alle supermarkeder har det nu om dage, men ellers er de asiatiske butikker altid leveringsdygtige, dog muligvis svært at fange den økologisk der?)

Hvidløgspulver

Løgpulver

Evt. Trøffelolie 

Pasta (bare den slags du har mest lyst til, men tag en der er god til at rumme sovs!)

2 slags “fyld”:

Svampe

Hvidløg

Cherrytomater

Vegansk Chorizo eller anden wannabe-bacon-ven (jeg købte mine pøller i Irma, men de kan fås mange steder nu om dage.)

Soya

Røget Paprika

Evt. Liquid smoke (fantastisk til så mange ting, sååå svært at få af sine bukser. Lad være at spilde det i dit skridt, i S-toget. Du ødelægger dine nye bukser og lugter af bål hele vejen hjem. Jeg har købt min -nu halvtomme flaske- i Meny.)

Coleslaw: 

En slags kål du har lyst til

Gulerødder 

Løg

Evt. Fennikel

Mayo (jeg blander Naturli’s øko mayo og Hellmans syndige, sygt lækre, veganske flagskib.)

Citron

Dijonsennep 

Fremgangsmåde:

1) Læg cashewnødder i blød i min. 20 min

2) Forbered dit fyld; steg svampe eller pølse, eller begge dele, hvis du er i det humør

3) Cashews op af vand og ned i en art køkkenmaskine der kan hakke hammerfint -husk de må ikke blive til mos, men gerne være meget findelt(e)!

4) Hæld plantemælk, olie og udrørt Maizena op i en gryde og tænd for varmen. Pisk til det begynder at tykne og bland så alle nødder, andet dims og krydderier i og sluk. Smag til.

5) Kog pasta efter anvisning på pakken, bland den med den varme sovs og dit fyld. Tilsæt mere plantemælk hvis konsistensen er for tyk. Smag til igen, pastaen stjæler en del smag.

6) Server som den er, eller put den i et ildfast fad og tag opvasken mens overfladen bliver crisp inde i ovnen. Er du vild med knasetop kan du smide noget rasp og lidt extra vegansk smør på toppen, det er lækkert!

7) Lav din coleslaw, hakke hakke, strimle strime, evt. rive hvis du har et rivejern, blande alting og over i en flottere skål

8) Velbekomme. 

P.S. Makeronien smager om muligt endnu bedre dagen efter, så vær ikke trist hvis I ikke spiser op; plop blot glad dit fad i ovnen til en kort opvarmning i morgen.