Fall From Grace

Jeg tror mange af os
Kan huske
Dengang vi mistede
Vores guddommelighed

Ikke fordi det nødvendigvis skete
På en gang
På en dag
Selvom det føltes sådan
For nogle af os

Jeg gadedrengeløb hjem fra skole
Jeg var så glad
Jeg skulle se min nye, bedste veninde
Jeg vidste ikke hvad vi skulle lave
Men jeg vidste at det ville blive sjovt
Det var forår
Jeg havde mine tommelfingre
Inde i rygsækkens skulderremme
For at den ikke skulle hoppe op og ned
På min ryg
Imens jeg løb
Mod Dittes hus
Jeg sang højt
To ældre piger
På den modsatte side af gaden
Kiggede på mig
Den ene sagde
“Der er nok rigtig en der er glad i dag?”
Og jeg følte en helt ny følelse
Skam

Pludselig
Var alt ændret
Eller gradvist
Men det skete

Jeg er ikke perfekt
Og jeg kan nok aldrig blive det

Så kan man bruge
Resten af sit liv
På at slå til til tåls med mindre
Eller kæmpe for at opnå det uopnåelige

Indtil man en dag
Over tid
Kommer i tanke om
Det man ikke engang vidste
Man vidste
Engang

 

 

Kan Du Huske Dengang?

Kan du huske dengang
Vi var to drenge i start tyverne
Der boede i en lille lejlighed
Ved Bella Grill
Vi røg for meget hash og spillede Fifa

Kan du huske dengang
Vi svømmede sammen
Dybt nede i havet
Et helt liv
Og sang

Kan du huske dengang
Vi ingenting havde
Men det var nok

Kan du huske dengang der var krig

Kan du huske dengang
Vi voksede opad
Og nedad
Samtidig

Kan du huske dengang
Det regnede
Og vi søgte ly under et træ
Det var efterår
Og du kyssede mig
For første gang
Igen

Basilikum

Min mor sagde engang
At når hun døde
Ville hun gerne have at vi plantede
Basilikum
På hendes grav
Hun elsker duften

Mange år efter
Mindede basilikum mig
Og mine søstre
Om min mors død
Hvilket var sørgeligt
Specielt fordi
Hun ikke er død

Suzuki Violin

Vi går til Suzuki Violin
Hos Marianne Rygner
På Østerbro

Du ønsker
Hver gang du tager elevatoren op
At du allerede
Var på vej ned igen
At timen var overstået

Selvom du ikke kan lide
At sidde foran din far
På cyklens barnesæde
I den piskende regn
Ønsker du
At du allerede sad
Lige der
Lige nu
Så lidt
Kan du lide
At gå til Suzuki Violin

Det fortæller du mig
Da vi mange år senere
Finder ud af
At vi gik der
Sammen

Vi kan ikke huske hinanden
Fra dengang
Jeg kan ikke huske andet
End fingerstillinger
Og så følelsen af
At få klemt min finger i en bildør
Neglen blev helt blå
Og faldt af
Senere
Men jeg slap for at spille
Den dag

Vi ved at der må findes et foto
Et sted
Af en masse børn
I søndagstøjet
Med bittesmå violiner
Måske i Tivoli

Der vil vi stå
Rene
Og nervøse
I samme rum

En tid
Vi næsten har glemt
Men som vi har lyst
Til at huske
Nu
Hvor vi
Elsker hinanden
Og er taknemmelige for
At vores forældre
Tvang os
Til at gå til violin

 

 

 

 

 

To do

I en verden
Hvor vi ofte har fokus på
At gøre
Vil jeg gerne:

Kysse dig på en måde der får dig til at glemme at du har tøj i gården
Svømme så langt ud i en sø at jeg opnår at bade direkte i månens perfekte spejling
Slå alle jeg kender i Scrabble mindst en gang
Fejre indvielsen af en ny håndsæbe med en reception hvor vi holder en fælles tale og spiser pindemadder (tilbagevendende event)
Falde i søvn til et afsnit af Beverly Hills 90210
Opfinde det perfekte, veganske alternativ til alle retter i min farmors håndskrevne kogebog
Skrive noget i sten
Skrive noget i sand
Skrive noget i vand
Donere mit kørekort til en der har lysten og evnerne til at bruge det
Kigge på tre pindsvin der spiser kattemad mens tre katte ser dovent til
Høre så mange historier om din barndom at jeg føler jeg var til stede det meste af tiden
Starte en fredelig revolution
Dyrke kartofler

 

I en verden
Hvor vi har fokus på
At være
Vil jeg gerne:

Være (med dig)

 

 

 

Silent Retreat

Buddhistisk amerikaner-guru
Alfahan

En uges stilhed
Ingen øjenkontakt

Skrædderstilling
Meditation hele dagen

Efteråret i Pyrenæerne
En iskold natur-swimmingpool
Uendeligt meget smagsberøvet te

Personen der sidder foran mig i salen
(Faste pladser)
Har næsten altid et tæppe viklet omkring skuldrene
Et fleecetæppe
Der kækt siger “wrap me around you”
Igen og igen
I limegrøn og hvid
Dette medvirker at jeg konstant har Daniel Bedingfields hit på hjernen

Da jeg kommer hjem
Tænder jeg en cigaret
Og giver alle mine ting væk

 

Stuefugle

Pink badekåbe
Forsvinder
Ind i fugleskrig
Der dæmpes
Da altandøren
Lukkes i

En hel verden
Derinde i lejligheden
Den lyserøde rygs kongerige

Da jeg var lille
Gik det op for mig
At alle mennesker
Ligesom jeg
Havde et liv
Med venner
Familie
Skolegang
Oplevelser
Følelser

Jeg så
Det gyldne net
Som forbinder os alle
Så det brede sig
Ud over hele planeten
Og blev svimmel
Ved tanken
Om alt det liv

Hvor mange stuefugle
Kan man mon have
I en lille lejlighed
På Amager

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg Elsker Dig (1)

Da min far var barn
Måtte man ikke sige
Jeg elsker
Leverpostej
For eksempel
Selvom man måske gjorde det
For hvad ville man så sige
Til sine børn
Når man engang fik dem

Børn
Leverpostejer
Der skal være tydelig forskel
I graderne
Af den kærlighed
De tildeles
Henholdsvis

I Danmark
Er det en stor ting
At sige
Jeg elsker dig
Men i USA
Siger de det
Ofte
Når de lægger på
Efter en telefonsamtale
Som om det betød
Hej hej
Love you!

Vi er forsigtige
Med det
Vil ikke
Slide det op
Udvande det
Det skal betyde noget

Vi tager tilløb
I flere måneder
Før vi tør sige det
Til den elskede
Første gang
Frygtsomt
Slipper ordene ud
Mellem vores læber
Vi stivner
Og venter
På at få dem retur

For hvis de ikke kommer tilbage
Har vi mistet dem
Givet dem
Til den forkerte
Og så ligger man der
På et krøllet lagen
Besejret
Flov
Alle våben
Uden for rækkevidde
Og et
Jeg elsker dig
Fattigere

En forårsdag
Går det op for mig
At kærlighed
Er ligesom penge
Jo mere man giver væk
Jo mere får man igen
Men det sidste betyder ikke så meget
Som det første
For jeg har altid nok

 

 

 

Planetariet

Engang var jeg bange
For universet
For stjernerne
For månen
For natten

Jeg var bange
For uendeligheden
Og når nogen
I TV
Begyndte at tale om
Lysår
Planeter
Kredsløb
Gik jeg ind i et andet rum
Eller slukkede
Hvis det var mig der havde zapperen

Men det var alle steder
Verdensrummet
Og i Planetariet
Var det nærmest
Som at være der selv
Samtidig med
At stolerækkerne
Er så stejle
At man føler
Der burde være
En sikkerhedssele
Forfærdende

Så jeg lukkede øjnene
Holdt mig for ørene
Holdt vejret
Som Ea gjorde
Når hun skulle kysse sin kæreste
Som gik i en anden SFO
Og havde pisk i nakken

Meget senere
Tør jeg for første gang
Se et helt program
Om emnet
Og på Haderslev Kaserne
Hotellignende standard
Græder jeg
Af glæde
Sammen med alle de spændte mænd
I kontrolrummet
Da vi har lift off
Og skyder astronauterne
Ud i ingenting
Med en ufattelig kraft

Vi mennesker vil det så gerne
Universet
Jeg kan se det nu

Flemminggatan

Psykologen sagde
Du kommer en uge for tidligt
Så jeg måtte gå igen med det samme
Og der var ret lang vej
For psykologen bor i Sverige

Så stod jeg der
Udenfor et lejlighedskompleks
I Flemminggatan
Og så
Træerne
Strække og bøje
Deres lange, nøgne arme
Ud mod mig
Og hinanden
Forme en portal
Jeg gik igennem
På vejen hjem

Med færgen
Helsingborg > < Helsingør
Solen skinnede
På det kolde, gråblå vand
Dannede tusinde diamanter
På havets overflade

Det var det smukkeste
Jeg nogensinde havde set

Alle de mennesker
Der sad i caféen
Og drak snaps
Mens de spise rejemadder
Var uendeligt smukke

Bagefter ville de ryge
Cigaretter de havde købt
Billigt om bord
Smukt

Jeg ringede til min søster
Og sagde
Verden er blevet en anden
Hun sagde
Det ved jeg godt
Jeg tror der er en mening med alting
Sagde jeg
Og det var store ord
Som jeg aldrig havde sagt før
For tro er et fy-ord
I vores barndomshjem

Man skal ikke tro
Man skal vide

Hun nikkede i telefonen
Jeg tror aldrig vi skal til psykolog igen