Basilikum

Min mor sagde engang
At når hun døde
Ville hun gerne have at vi plantede
Basilikum
På hendes grav
Hun elsker duften

Mange år efter
Mindede basilikum mig
Og mine søstre
Om min mors død
Hvilket var sørgeligt
Specielt fordi
Hun ikke er død

Sådan er det bare

Ting jeg tidligere har gjort uden at sætte spørgsmålstegn ved dem:

Barberet ben
Taget P-piller
Hadet mig selv
Spist kød
Gået i solarium
Løbet 10km hver anden dag
Drukket dårlig rødvin
Været afhængig af Treo
Læst avisen
Haft en iPhone
Stået tidligt op
Bekymret mig om fremtiden
Givet penge til velgørenhed men aldrig til hjemløse
Sagt min mening om alt
Stemt det samme som mine forældre
Stresset
Kørt bil
Læst en roman om måneden
Råbt
Rejst
Kigget i dameblade
Gjort rent
Set porno
Investeret i fast ejendom

 

 

Suzuki Violin

Vi går til Suzuki Violin
Hos Marianne Rygner
På Østerbro

Du ønsker
Hver gang du tager elevatoren op
At du allerede
Var på vej ned igen
At timen var overstået

Selvom du ikke kan lide
At sidde foran din far
På cyklens barnesæde
I den piskende regn
Ønsker du
At du allerede sad
Lige der
Lige nu
Så lidt
Kan du lide
At gå til Suzuki Violin

Det fortæller du mig
Da vi mange år senere
Finder ud af
At vi gik der
Sammen

Vi kan ikke huske hinanden
Fra dengang
Jeg kan ikke huske andet
End fingerstillinger
Og så følelsen af
At få klemt min finger i en bildør
Neglen blev helt blå
Og faldt af
Senere
Men jeg slap for at spille
Den dag

Vi ved at der må findes et foto
Et sted
Af en masse børn
I søndagstøjet
Med bittesmå violiner
Måske i Tivoli

Der vil vi stå
Rene
Og nervøse
I samme rum

En tid
Vi næsten har glemt
Men som vi har lyst
Til at huske
Nu
Hvor vi
Elsker hinanden
Og er taknemmelige for
At vores forældre
Tvang os
Til at gå til violin

 

 

 

 

 

To do

I en verden
Hvor vi ofte har fokus på
At gøre
Vil jeg gerne:

Kysse dig på en måde der får dig til at glemme at du har tøj i gården
Svømme så langt ud i en sø at jeg opnår at bade direkte i månens perfekte spejling
Slå alle jeg kender i Scrabble mindst en gang
Fejre indvielsen af en ny håndsæbe med en reception hvor vi holder en fælles tale og spiser pindemadder (tilbagevendende event)
Falde i søvn til et afsnit af Beverly Hills 90210
Opfinde det perfekte, veganske alternativ til alle retter i min farmors håndskrevne kogebog
Skrive noget i sten
Skrive noget i sand
Skrive noget i vand
Donere mit kørekort til en der har lysten og evnerne til at bruge det
Kigge på tre pindsvin der spiser kattemad mens tre katte ser dovent til
Høre så mange historier om din barndom at jeg føler jeg var til stede det meste af tiden
Starte en fredelig revolution
Dyrke kartofler

 

I en verden
Hvor vi har fokus på
At være
Vil jeg gerne:

Være (med dig)

 

 

 

Silent Retreat

Buddhistisk amerikaner-guru
Alfahan

En uges stilhed
Ingen øjenkontakt

Skrædderstilling
Meditation hele dagen

Efteråret i Pyrenæerne
En iskold natur-swimmingpool
Uendeligt meget smagsberøvet te

Personen der sidder foran mig i salen
(Faste pladser)
Har næsten altid et tæppe viklet omkring skuldrene
Et fleecetæppe
Der kækt siger “wrap me around you”
Igen og igen
I limegrøn og hvid
Dette medvirker at jeg konstant har Daniel Bedingfields hit på hjernen

Da jeg kommer hjem
Tænder jeg en cigaret
Og giver alle mine ting væk

 

Stuefugle

Pink badekåbe
Forsvinder
Ind i fugleskrig
Der dæmpes
Da altandøren
Lukkes i

En hel verden
Derinde i lejligheden
Den lyserøde rygs kongerige

Da jeg var lille
Gik det op for mig
At alle mennesker
Ligesom jeg
Havde et liv
Med venner
Familie
Skolegang
Oplevelser
Følelser

Jeg så
Det gyldne net
Som forbinder os alle
Så det brede sig
Ud over hele planeten
Og blev svimmel
Ved tanken
Om alt det liv

Hvor mange stuefugle
Kan man mon have
I en lille lejlighed
På Amager

 

 

 

 

 

 

 

 

Øvelsesark

Øvelse 1
Forestil dig en sten. Forestil dig dens ca. størrelse og tyngde.
Gå udenfor og find den sten du forestillede dig.
Put den i din lomme eller i din taske.
Føl stolthed hver gang du støder på den resten af dagen.

Øvelse 2
Indtag et helt måltid alene, uden at se TV, være på internettet, lytte til musik eller tale i telefon.
Tyg hver bid mindst 20 gange, undlad at tælle.
Denne øvelse er svær, bliv ikke ked af det hvis det ikke lykkes første gang.

Øvelse 3
Se dig selv i spejlet og sig: jeg elsker dig.
Se dig selv i butiksruden og sig: jeg elsker dig.
Se dig selv i smartphonens omvendte kamera og sig: jeg elsker dig.
Se dig selv i en andens øjne og sig: jeg elsker dig.
Øv dig i at mene det.
Brug din indre stemme hvis det er nødvendigt, men hvisk eller tal normalt når det er muligt.
Gør dette hver gang muligheden byder sig, i et helt år.

Øvelse 4
Inden du forlader dit hjem beslutter du dig for, hvor mange fugle du skal nå at se på vejen til din destination. Tag stilling til om fugle du ikke ser, eller ikke når at tælle, samt flyvemaskiner gælder.
Find ud af hvad du vinder hvis du når op på det ønskede antal.
Hvis du bor i byen kan du evt. vælge at sætte extra tid af til områder med mange duer, eller du kan vælge at tælle noget helt andet end fugle, fx brune biler.

Øvelse 5
Øv dig dagligt i at høre hvad klokken er.
Kom med dit bedste bud, før du ser på dit ur.
Dette er nemmere end du tror.
Fejr det som en triumf, hver gang du “får” extra tid, fordi du troede klokken var mere end den er, og fejr også hver gang du rammer rigtigt, og derved et et skridt tættere på slet ikke at behøve et ur.

Øvelse 6
Vælg en passende dag og bestem dig for at lære noget nyt denne dag.
Det behøver ikke være noget stort, det kan være reglerne til et kortspil, nogens telefonnummer, en opskrift eller resten af en sangtekst som du allerede kan lidt af.
Koncentrer dig.
Brug det du har lært mindst en gang.
Glem det igen hvis du har lyst.

Øvelse 7
Bed om at få 50kr over beløbet næste gang du køber ind.
Hvis kassedamen siger ja giver du halvtredseren til den første hjemløse du ser.
Hvis der ikke er nogen hjemløse i nærheden lægger du den et sted hvor nogen helt sikkert vil finde den.
Hvis kassedamen siger nej er du ekstra kærlig overfor dig selv resten af dagen.
Giv dig selv en gave til en værdi af ca. 50kr.

Øvelse 8
Skriv en liste med alle de ting du føler at du burde gøre.
Gør en af dem med det samme!
Det kan være den du synes er vigtigst, eller den du synes er sjovest.
Slet resten, og beslut dig for at finde fred med dette, i hvert fald resten af dagen.
(Forsøg evt. at skrive en liste med ting du føler du burde gøre, umiddelbart efter øvelsens afslutning. Hvis du ikke kan komme på noget, har du løst opgaven. Hvis ikke det lykkes kan du starte forfra med den nye liste.)

Øvelse 9
Drik et glas vand og tænk ordet TAK for hver slurk.
Øv dig i at føle taknemmelighed, sæt evt ord på; tak fordi jeg har adgang til rent drikkevand, tak for at jeg så god til at XXXX, tak fordi jeg er i live, etc. hvis det er nødvendigt, for at opnå følelsen rigtigt. Fortsæt indtil du ikke er tørstig mere eller indtil du har alt hvad du har brug for.
Hvis du aldrig drikker vand, se starten af øvelsen.

Øvelse 10
Se dig omkring i dit hjem.
Find det smukkeste du ejer og kig på det lidt tid.
Gå udenfor at se op på himmelen.
Reflekter over at det du kiggede på først og det du kigger på nu, er lavet af det samme.
Gå evt. indenfor igen og rør ved tingen, gå derefter udenfor og rør ved luften.
Hvis luften ikke føles som noget særligt så prøv at få nogen til at køre dig en tur i en bil, så du kan stikke begge hænder, og/eller hovedet ud af vinduet mens I kører.
Alternativt løb så hurtigt du kan.

 

 

 

Jeg Elsker Dig (1)

Da min far var barn
Måtte man ikke sige
Jeg elsker
Leverpostej
For eksempel
Selvom man måske gjorde det
For hvad ville man så sige
Til sine børn
Når man engang fik dem

Børn
Leverpostejer
Der skal være tydelig forskel
I graderne
Af den kærlighed
De tildeles
Henholdsvis

I Danmark
Er det en stor ting
At sige
Jeg elsker dig
Men i USA
Siger de det
Ofte
Når de lægger på
Efter en telefonsamtale
Som om det betød
Hej hej
Love you!

Vi er forsigtige
Med det
Vil ikke
Slide det op
Udvande det
Det skal betyde noget

Vi tager tilløb
I flere måneder
Før vi tør sige det
Til den elskede
Første gang
Frygtsomt
Slipper ordene ud
Mellem vores læber
Vi stivner
Og venter
På at få dem retur

For hvis de ikke kommer tilbage
Har vi mistet dem
Givet dem
Til den forkerte
Og så ligger man der
På et krøllet lagen
Besejret
Flov
Alle våben
Uden for rækkevidde
Og et
Jeg elsker dig
Fattigere

En forårsdag
Går det op for mig
At kærlighed
Er ligesom penge
Jo mere man giver væk
Jo mere får man igen
Men det sidste betyder ikke så meget
Som det første
For jeg har altid nok