Rapport

Jeg har lige været til Melodi Grand Prix for at stå ved min mand.

Ovenstående video har ikke så meget med noget at gøre, ud over at det er en fremragende sang om emnet. Peter og jeg indspillede et cover for hyggens skyld, en sen aften.

Det var meget spændende at være til MGP og nu kan jeg ikke få alle sangene ud af hovedet igen. De lød også meget bedre inde i salen end de gjorde ude i fjernsynet, det kan jeg bare sige.

Jeg havde lånt denne her flotte kjole,

som jeg hele aftenen havde ekstrem angst over at træde i, så den gik i stykker, for den skal bruges til et ABBA-show til april, som afholdes af genbrugsbutikken FN92  

Det lykkedes mig at lade være med at ødelægge den, og det er jeg ret stolt af, for det var en svær bane; lige ved siden af mig sad 2 meget fulde, meget erfarne Grand Prix-fans og væltede utrolige mængder øl og popcorn ud på gulvet omkring mine fødder, som gradvist blev til et soppebassin. Altså gulvet, ikke mine fødder. Men så er det jo godt at man har dyrket yoga, og med stærk kerne bare kan sidde med let løftede ben i 2 timer.

Til højre for mig sad Leonoras forældre. De var rigtig søde og spildte slet ikke noget, men fortalte mig om den anden datters forestående konfirmation, som skal finde sted samtidig med at Leonora skal til Israel og vinde hele møget for Danmark. Det kan ikke være nemt at være den lillesøster.

Til efterfesten var der chips i store skåle, og man kunne tage dem op med en ske, for der skal ikke beskidte fingre i chips til sådan et fint arrangement, og der var mange politikere, men ikke så mange af deltagernes mænd og koner, for det var utrolig svært at få billetter til, hvis man ikke var politiker eller heldig, som jeg var, åbenbart.
Så kom Se&Hør og Her&Nu og tog billeder af mig og Peter, og det var okay, det var bare lidt kedeligt for os alle, at jeg havde skiftet til mit hverdagstøj på det tidspunkt, men jeg turde simpelthen ikke tage den mintgrønne ABBAfest med til næste level, og jeg havde i øvrigt også fået ondt i fødderne af de høje sko, til trods for at jeg næsten ikke havde rørt jorden.

Til sidst var der nogle forskellige folk der brækkede sig lidt, og kom lidt op og slås, men det var kun folk vi kendte, så vi vidste at de var okay. Vi tog en meget dyr taxa hjem til hotellet, som lå 22 km væk, fordi vi ikke synes det gav mening at vente 20 minutter på den gratis shuttlebus. Late night logic. Chaufføren synes det gav mening at tage både os, som skulle til Kibæk, og en mand der skulle til centrum af Herning med i samme vogn, så vi kørte først ind til byen, og så ud forbi Boxen igen, for så at køre til landet, men den anden mand betalte sin egen tur, så det var okay. Og rart at sidde i en varm taxa, i stedet for at stå og blomstre i den kolde vind.

Alt i alt var det en god weekend. Jeg tror vi vinder i Israel, men jeg vil skidegerne have den sang ud af hovedet inden da.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *