Annette

I dag
Mødte jeg Annette
Hun kom ind i toget
Og jeg kiggede på hendes jakke
Den var meget slidt
Af denim
Den havde kunstig leopardpels på skuldrene
Flot
Hun så på mig
Og sagde
Plejede du ikke at komme på dyreklinikken på Værnedamsvej
Jo sagde jeg
Og så satte Annette sig ned ved siden af mig
Jeg komplimenterede jakken og hun begyndte at fortælle mig et langt eventyr
Om leopardstoffet
Som havde været rester fra et møbel
Nogle af resterne havde hun brugt til at fore kattens kurv
Men der var nok til også at reparere jakken
Annette kan bare ikke sy
Så hun fandt en skrædder i Vanløse
Som gerne ville hjælpe hende
Han viste sig at være fra Afghanistan
Han var slet ikke særlig god til computere
Eller virksomhedsskat
Så det hjalp Annette ham med
Nu har han sågar MobilePay
Det lærte hun ham også
Og det imponerede mig
For Annette er ikke helt ung længere
Men skrædderen blev så glad
At han inviterede Annette med hjem og spise
Nu er hun blevet reservebedstemor
For en hel flygtningefamilie
Alt sammen fordi
Hun gerne ville have møbel-leopard-stof
På sin gamle jakke
Og ikke kunne finde ud af at sy det på selv

Mens jeg lyttede til historien
Som var meget længere end det jeg skriver her
Kom en høj mand ind i kupéen
Han var måske lidt fuld
I vældig godt humør
Han sagde at han elskede mig
Han havde engang set mig spille
I Rødovre Centrum
Jeg elsker dig
Sagde han til mig
Og det er store ord
Fra en uventet kant
Men jeg blev virkelig glad
Og selvom jeg gerne ville have talt mere med ham
Var jeg stadig meget optaget af Annettes historie
Som havde taget en drejning
Over i noget med nogle flødeskumskager
Til en reception
Og en sunni og en shia
Der blev kærester
Så jeg sagde til den flinke mand
At jeg var midt i et eventyr
Og han vinkede forstående med sin store lab
Holdt inde med kærlighederklæringerne
Indtil han skulle af
To stop senere
Og vi lige måtte give hånd igen
Sige pænt farvel
Det var rart
På det tidspunkt var Annettes historie også nået til det punkt
Hvor hun ikke var flov over at sige at hun var blevet fyret
Fra en arabisk skole
Fordi de troede hun var jøde
Men nu er hun pensioneret og turleder i et vandrelaug
Og hun har gået tolv kilometer i dag
Det var også sådan et flot vejr

På Vanløse
Skulle Annette af
Og vi sagde hej hej
Hyggeligt at møde dig
Hun skulle hjem til sine tre katte
Og jeg skulle hjem til min mor
Og hendes tre katte

Det var en god togtur

 

 

KategorierNu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *