Øvelsesark

Øvelse 1
Forestil dig en sten. Forestil dig dens ca. størrelse og tyngde.
Gå udenfor og find den sten du forestillede dig.
Put den i din lomme eller i din taske.
Føl stolthed hver gang du støder på den resten af dagen.

Øvelse 2
Indtag et helt måltid alene, uden at se TV, være på internettet, lytte til musik eller tale i telefon.
Tyg hver bid mindst 20 gange, undlad at tælle.
Denne øvelse er svær, bliv ikke ked af det hvis det ikke lykkes første gang.

Øvelse 3
Se dig selv i spejlet og sig: jeg elsker dig.
Se dig selv i butiksruden og sig: jeg elsker dig.
Se dig selv i smartphonens omvendte kamera og sig: jeg elsker dig.
Se dig selv i en andens øjne og sig: jeg elsker dig.
Øv dig i at mene det.
Brug din indre stemme hvis det er nødvendigt, men hvisk eller tal normalt når det er muligt.
Gør dette hver gang muligheden byder sig, i et helt år.

Øvelse 4
Inden du forlader dit hjem beslutter du dig for, hvor mange fugle du skal nå at se på vejen til din destination. Tag stilling til om fugle du ikke ser, eller ikke når at tælle, samt flyvemaskiner gælder.
Find ud af hvad du vinder hvis du når op på det ønskede antal.
Hvis du bor i byen kan du evt. vælge at sætte extra tid af til områder med mange duer, eller du kan vælge at tælle noget helt andet end fugle, fx brune biler.

Øvelse 5
Øv dig dagligt i at høre hvad klokken er.
Kom med dit bedste bud, før du ser på dit ur.
Dette er nemmere end du tror.
Fejr det som en triumf, hver gang du “får” extra tid, fordi du troede klokken var mere end den er, og fejr også hver gang du rammer rigtigt, og derved et et skridt tættere på slet ikke at behøve et ur.

Øvelse 6
Vælg en passende dag og bestem dig for at lære noget nyt denne dag.
Det behøver ikke være noget stort, det kan være reglerne til et kortspil, nogens telefonnummer, en opskrift eller resten af en sangtekst som du allerede kan lidt af.
Koncentrer dig.
Brug det du har lært mindst en gang.
Glem det igen hvis du har lyst.

Øvelse 7
Bed om at få 50kr over beløbet næste gang du køber ind.
Hvis kassedamen siger ja giver du halvtredseren til den første hjemløse du ser.
Hvis der ikke er nogen hjemløse i nærheden lægger du den et sted hvor nogen helt sikkert vil finde den.
Hvis kassedamen siger nej er du ekstra kærlig overfor dig selv resten af dagen.
Giv dig selv en gave til en værdi af ca. 50kr.

Øvelse 8
Skriv en liste med alle de ting du føler at du burde gøre.
Gør en af dem med det samme!
Det kan være den du synes er vigtigst, eller den du synes er sjovest.
Slet resten, og beslut dig for at finde fred med dette, i hvert fald resten af dagen.
(Forsøg evt. at skrive en liste med ting du føler du burde gøre, umiddelbart efter øvelsens afslutning. Hvis du ikke kan komme på noget, har du løst opgaven. Hvis ikke det lykkes kan du starte forfra med den nye liste.)

Øvelse 9
Drik et glas vand og tænk ordet TAK for hver slurk.
Øv dig i at føle taknemmelighed, sæt evt ord på; tak fordi jeg har adgang til rent drikkevand, tak for at jeg så god til at XXXX, tak fordi jeg er i live, etc. hvis det er nødvendigt, for at opnå følelsen rigtigt. Fortsæt indtil du ikke er tørstig mere eller indtil du har alt hvad du har brug for.
Hvis du aldrig drikker vand, se starten af øvelsen.

Øvelse 10
Se dig omkring i dit hjem.
Find det smukkeste du ejer og kig på det lidt tid.
Gå udenfor at se op på himmelen.
Reflekter over at det du kiggede på først og det du kigger på nu, er lavet af det samme.
Gå evt. indenfor igen og rør ved tingen, gå derefter udenfor og rør ved luften.
Hvis luften ikke føles som noget særligt så prøv at få nogen til at køre dig en tur i en bil, så du kan stikke begge hænder, og/eller hovedet ud af vinduet mens I kører.
Alternativt løb så hurtigt du kan.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *