Fredspagt

Min perfekte krop
Min elskede krop
Mit fartøj
Min frakke
Mit hylster

Mine organer og jeg er en familie
Og jeg elsker min familie
Jeg taler til mine celler
Og de svarer mig

Hvis jeg taler pænt til dem
Ord af kærlighed og lys
Stråler de og logrer
Hvis jeg taler grimt til dem
Krøller de sig sammen og visner

Smukke krop
Hvor tog det os lang tid
At komme på god fod

Det var ikke dig
Det var mig

Jeg så dig som grim
Jeg så dig som tyk
Okay, buttet (på en god dag)
Men altid
For lav
For rund
For fregnet
For kort
Forkert

Jeg følte mig magtesløs
Og blev rasende på
Medierne
Damebladene
Fotomodellerne
Modedesignerne
Verden omkring os
Tøjet omkring os
Idealerne der omgav os
Vi passede aldrig ind

Jeg ved nu
Vidunderlige ven
At det hele tiden har stået i min egen magt
At elske dig ubetinget
At jeg altid har haft mulighed for at værdsætte dig som du er
Ingen stod os nogen sinde i vejen

Kun “mig selv”
Det jeg troede var mig, men som var:
De preprogrammerede dele af mit underbevidste sind
Som med vold og magt
Forsøger at fastholde os
I en kontrollerbar
Offerrolle

For hvem ved
Hvor vi ender
Elskede
Hvis vi slipper alle tøjler
Og tror på os
Så meget
Elsker os
Så meget
At intet er umuligt

Vi finder kun ud af det
Hvis jeg bliver ved med at øve
Og det lover jeg at gøre
Hver dag
Hvert nu

Aldrig mere vil jeg tolke dine små, venlige signaler som sygdom
Aldrig mere vil jeg fordømme dig når jeg ser dig i
Spejlet/butiksruden/en andens blik
Ej heller når jeg ikke gør

Var det ikke for dig
Fik jeg ikke lov at nyde de første, danske jordbær
Jeg fik ikke lov at løbe så hurtigt jeg kan og mærke vinden i mit hår
Jeg ville ikke vide hvordan det føltes at røre katten Thuns bløde pels

Jeg vil
Vokse, erfare, lære, opleve, leve
Det kan jeg ikke gøre
Uden dig
Lille, søde krop

At tænke sig
Jeg var lige ved at gå glip af alt muligt
Fordi jeg brugte det meste af min vågne tid
På at skamme mig
Hade mig
Og dig

Undskyld
Jeg gjorde det så godt jeg kunne
Tak fordi du ikke bærer nag
Tak fordi du bærer mig
Belærer mig
Beærer mig
Med dit tilstedevær
Så uendeligt perfekt

Du var det altid
Men jeg kunne først se det
Da jeg lukkede øjnene
Og lyttede

KategorierNu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *