Flemminggatan

Psykologen sagde
Du kommer en uge for tidligt
Så jeg måtte gå igen med det samme
Og der var ret lang vej
For psykologen bor i Sverige

Så stod jeg der
Udenfor et lejlighedskompleks
I Flemminggatan
Og så
Træerne
Strække og bøje
Deres lange, nøgne arme
Ud mod mig
Og hinanden
Forme en portal
Jeg gik igennem
På vejen hjem

Med færgen
Helsingborg > < Helsingør
Solen skinnede
På det kolde, gråblå vand
Dannede tusinde diamanter
På havets overflade

Det var det smukkeste
Jeg nogensinde havde set

Alle de mennesker
Der sad i caféen
Og drak snaps
Mens de spise rejemadder
Var uendeligt smukke

Bagefter ville de ryge
Cigaretter de havde købt
Billigt om bord
Smukt

Jeg ringede til min søster
Og sagde
Verden er blevet en anden
Hun sagde
Det ved jeg godt
Jeg tror der er en mening med alting
Sagde jeg
Og det var store ord
Som jeg aldrig havde sagt før
For tro er et fy-ord
I vores barndomshjem

Man skal ikke tro
Man skal vide

Hun nikkede i telefonen
Og jeg vidste at jeg aldrig skulle til psykolog igen

KategorierNu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *